Kronprinspalæet

Kronprinspalæet på Boulevard Unter den Linden 3 i Berlins bydel Mitte er et tidligere palæ for Hohenzollern. Det blev bygget i 1663 og sidst ombygget i 1857 af Heinrich Strack i klassicistisk stil. Udbrændt under Anden Verdenskrig og revet ned i 1961, blev det 1968–1970 genopbygget i ændret form som gæstehus for det østberlinske magistrat af Richard Paulick. Bygningsmindesmærket var 1919–1937 sæde for den Nye Afdeling af Nationalgalleriet i Berlin og 1990 underskriftssted for Genforeningsaftalen. Siden genforeningen har det fungeret som arrangementssted.

Palæet blev bygget i 1663 som privatbolig for kabinetsekretæren Johann Martitz. Fra 1706 til 1732 blev palæet anvendt som tjenestebolig for guvernøren i Berlin. I 1732 blev det ombygget af Philipp Gerlach til et barokpalæ med adkomstrampe og midterrisalit for kronprinsen, den senere konge Friedrich II., mens guvernørens sæde blev flyttet til guvernørhuset. Friedrich boede i palæet med sin kone Elisabeth Christine kun under de korte ophold i Berlin indtil sin tronsbestigelse i 1740. Derefter indrettede han en lejlighed i Berlins slot og overgav i 1742 palæet til sin bror August Wilhelm, hvis enke brugte det indtil 1780.

Wikipedia