Kapel Goudberg

Dette er et åbent vejkapel, der er skråt anlagt på vejhjørnet overfor Gielestraat. Det er en enkel rektangulær murstenskapel med tegloverside, sandsynligvis fra det fjerde kvartal af det 19. århundrede. Vi ser en rundbue i den hvidmalede frontgavl med et nyligt fornyet lavt træhegn.

I 2020 gav Ivan Adriaenssens kapellet hos sin nabo en ny indhold, inspireret af Valerius De Saedeleer.

Indenfor var der et krucifiks med paternoster på væggen over et enkelt alterblad med flere små helgenbilleder, nemlig Vor Frue med Barn, Hellige Hjerte, Sct. Vincentius. Der var også en vægnis i skråhjørner med til højre en statue af Sct. Rochus og til venstre en statue af Sct. Antonius med barn.

Den hellige Vincentius blev afbildet omgivet af børn, fattige, nødstedte og/eller fanger.
Han er skytshelgen for lazaristerne og vincenterne; for gejstligheden (gejstligheder); for fanger, forsømt unge (siden 1885) og forældreløse; for velgørenhed, karitative foreninger og velgørende institutioner samt hospitaler. Hans forbøn påkalds for spirituel hjælp og genfinding af tabte genstande.
Han blev født i 1576 og blev efter studier i teologi ved universitetet i Toulouse ordineret til præst i 1600. Efter at være blevet taget til fange af tyrkiske pirater i 1602 under en sørejse, blev han solgt som slave, men formåede at undslippe i 1609. I 1617 grundlagde han sit første Broderskab af Kærlighed ('Confrérie de la Charité'). Det gik sådan.
Da han engang var ved at begynde messen, kom en dame og fortalte ham, at hun havde besøgt en syg lige uden for landsbyen. Det viste sig, at de mennesker var ganske fattige. Hun frygtede for livet af den syge, fordi folk i det hus simpelthen ikke havde noget at spise. Fader Vincentius blev så rørt, at han tog det op i sin prædiken. Den eftermiddag besluttede han at tage et kig på den syge. Til sin overraskelse stødte han på mange mennesker, der kom fra den modsatte retning. Det viste sig, at mange mennesker havde bragt mad og drikke til den fattige syge og hans familie: så meget, at de ikke kunne spise det, og at maden nu var ved at rådne! Han indså, hvor velmenende de landsbyboere var som får uden hyrde, og besluttede at organisere hjælp i et Broderskab af Kærlighed...

Den hellige Rochus blev sandsynligvis født omkring 1350 og døde omkring 1380. Der er næppe historiske data om Rochus. Fra sin fødsel havde han en vinplet i form af et kors på sin venstre side: det blev betragtet som et tegn fra Gud. Efter sine forældres død besluttede han at leve som en pilgrim. Han gav sine penge til de fattige og betroede forvaltningen af sine ejendom til en onkel. Så drog han af sted. Kom han til et sted, hvor pesten herjede eller en anden sygdom, blev han der for at pleje de syge. Nogle kunne han helbrede med et korsets tegn.
Til sidst kom han til Rom, hvor han tilbragte tre år. På tilbagevejen hjem blev han i byen Piacenza tilbageholdt af det faktum, at der var pestofre, der skulle plejes. Der blev han til sidst ramt af den sygdom og trak sig tilbage i en nærliggende skov, bange for at han måske ville smitte andre. Han blev opdaget af en nærliggende godsejer, fordi hans hund konstant forlod området med et stykke brød. Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at dyret på denne måde forsynede Rochus med mad. Legenden antyder, at godsejeren ikke var populær i sin omegn. Men på grund af Rochus' fordybelse blev de mindet om, at de skal elske deres næste som sig selv. Så blev godsejeren igen en del af menneskers liv.

Til sidst blev Rochus helbredt af pesten og gik hjem. Der herskede på det tidspunkt en borgerkrig. Straks blev han taget for en spion. Ingen kunne genkende ham, heller ikke hans egen familie. Ikke engang den dommer, som han skulle stå til ansvar overfor. Og den dommer var endda onklen, der forvaltede hans ejendom.
Rochus forblev stille, som et eksempel fra Jesus overfor Pilatus... Stemningen var uden tvivl så fjendtlig, at han allerede var sikker på, at ingen ville tro ham. Man kastede ham i fængsel. Der levede han endnu i fem år (otte ifølge legenden). Så døde han. Ifølge en version blev han genkendt efter sin død, fordi han bar identifikationsdokumenter. En mere romantisk beretning siger, at hans bedstemor genkendte ham på den markante vinplet i form af et kors på hans venstre side...
Rochus er en af pestens helgener. Han påkaldes mod pest-, kolera- og andre epidemier, samt mod smerter i fødder, knæ og ben; også mod rabies, kvægpest og alskens uheld.
Han er skytshelgen for fanger, syge, hospitaler, herberger, læger, kirurger, farmaceuter og gravearbejdere; også for kunsthandlere; bønder, gartnere, humlebrugere og vinproducenter; koste-bindere, vejkmænd, snedkere og fyrværkere; desuden også for søfolk og vognmagere.
Den hellige Rochus bliver derfor ofte afbildet med en såret på sit venstre ben, som han peger på med sin finger, sår på knoerne af sin højre hånd, som han trykker mod sit hjerte og står med en hund ved sin fod.

Den hellige Antonius bliver afbildet i brun franciskansk kutte; med lilje (jomfruelighed) og en bog, hvorpå det hellige barn sidder. Historien fortæller nemlig, at han, da han allerede var alvorligt svækket, lod sig overtale til at blive plejet på en godvens ejendom, Tiso. En aften så Tiso gennem sprækkerne i Antonius' værelse et meget klart lys skinne. Frygtende for at der var brand, åbnede han døren. Der så han til sin forbløffelse Antonius stå med et strålende barn på sin arm. Det var det barn, der udsendte det klare lys. Da alt senere var normalt igen, bad Antonius sin ven om aldrig at tale med nogen om dette. Det lovede Tiso, men mente sig fritaget for det løfte efter Antonius' død.
Han stammer fra den portugisiske hovedstad Lissabon og siges at stamme fra Godfred af Bouillon.
Legenden med æslet:
Antonius levede i en tid, hvor kætteri fra Albigenserne var blevet vidt udbredt. Albigenserne nægtede Kristi guddommelighed. Overfor en leder af Albigenserne valgte Antonius en meget bemærkelsesværdig måde at overbevise manden på. Han ville veddemål om, at Albigenserens æsel ville vise respekt for hostien, hvor hans mester ikke gjorde! Til at begynde med fik dyret tre dage uden mad. Derefter blev foderkassen fyldt til randen. Nu holdt Antonius dyret hostien for. Det lod sin foderkasse være og gik straks på knæ for at vise sin respekt.
Hvorpå kætteren faktisk konverterede.

Willem Vandenameele