Jozef De Vroey, en begejstret lærer

Atheneum af Rijksmiddelare skole. Et par måneder efter hans præstevielse, i september 1937, bliver De Vroey lærer på Sint-Lievenscollege i Antwerpen. Skolen blev først grundlagt i 1937 og var på en tid, hvor fransk stadig havde overhånd i humaniora, et nyskabende flamsk projekt. Han underviser blandt andet i sprog og historie og har tilsyn i internatet. Ifølge kolleger var han den ideelle mand til uformelt at omgås den legesyge ungdom. Han føler sig hjemme i dette miljø af kammeratskab. I denne periode laver han til enhver lejlighed en glad tegning, en treffende karikatur eller et stille påskekort. I en høj alder vil han omtale denne tid som “Ha, Sint-Lievens! Det bedste college, det smukkeste fællesskab jeg har kendt!” Men i 1957 forlader han skolen for at blive ansat som religionslærer på de statslige gymnasier, først kort i Aarschot og derefter i Leuven.

I sin stræben efter at holde minderne i live er ungdommen den vigtigste bro til fremtiden for De Vroey. De skal derfor også kende sandheden. Hans bog kommer ind i skolematerielerne. Han selv giver rundvisninger i byen. Han taler på skoler. Et øjeblik er det ham besværligt, når hans bror Hubert siger, at ungdommen har andre interesser. Men han bliver igen begejstret, når en gruppe piger kan forklare, hvor navnet ‘Martelarenstraat’ stammer fra.

Det kan derfor ikke være anderledes end at ungdommen ofte optræder i hans tegninger: som en Flupke, der i krigsårene går i biografen, som det vigtigste mål i hans reklameplakater for skoler, som cyklende skoleelever, som uskyldige ofre for vold, som formerbart materiale for nazismen...

Jan Rymenams