Det tætte forhold mellem knotege og ærter

Her ser du nogle kædeeg, ikke særligt overvældende, men uomtvistelige. Princippet ved kædegen er det samme som ved andre kædetræer. Ved denne beskæringsform bliver grenene regelmæssigt savet af mellem 2 og 4 meter i højden. På denne måde opstår der efterhånden en knude, en slags bul, hvorfra der hele tiden vokser nye grene. Vores forfædre opdagede, at man kunne bruge visse træer og buske som bæredygtige træproducenter. 'Bæredygtig' fordi man kunne høste fra den samme plante igen og igen uden at den døde af følgevirkningerne. I tider, hvor træ var knap, gav dette enorme fordele. Beskæringsmateriale fra kædetræer havde utallige anvendelser. Afhængigt af træsorten havde det beskårne træ andre anvendelser. Udover kædepil og kædeeg findes der i Flandern også kædede asketræer, lindetræer og hægge.

Hvordan står det til med de ærter?

Ligesom bønnen tilhører ærter familien af bælgplanter eller med det videnskabelige navn: Fabaceae. De har klatrende grene med bælgfrugter. De har brug for støtte for at kunne vokse. Der skal laves en klar skelnen mellem bønneskaft og ærtehegn. Bønneskaftet er en lige gren med en længde mellem 3 og 6 meter. Et ærtehegn derimod er en ikke-beskåret gren med en længde mellem 1,5 og 2 meter. De blev støbt skråt langs ydersiden af vækstbedene som støtte for ærtestænglerne.

For ærtehegn blev der konsekvent givet præference til bæredygtige træsorter med mange forgreninger, såsom eg. For at dyrke ærter i stor skala har du brug for store mængder kvalitetsrisetræ. Det gjorde, at ærtehegnet var en dyr udgift for bonden. Han måtte i videst muligt omfang selv sørge for sine behov. Den bedste løsning var at knote så mange egetræer som muligt i nærheden af markerne.

Jan Rymenams