Kapucinerklosteret, 'ild- og pestmænd'

Stiftelsen af kapucinerne i Aarschot var en sen stiftelse. I andre byer havde denne bedebrord fået tidligt fodfæste. Oprindeligt var de aktive som prædikanter imod et fremvoksende protestantisme, men de fik hurtigt berømmelse for den dødsforagt, hvormed de under pesttider begravede de afdøde.

I den forstand skal vi placere deres sene ankomst i 1682 i Aarschot. Et årti tidligere, nemlig i 1666, havde pesten ramt byen hårdt. Kirurger, bueformænd og gråsøstre var ofre for denne plage, og bystyret forstod, at der i fremtiden ville være behov for ligbringere.

I 1686 fik de disponerede over en klosterbygning. Ikke mindre end 23 celler var tilvejebragt. I haven, et stykke væk fra hovedbygningen, stod pesthuset. Dette skulle ikke bruges til at pleje pestsyge, men havde funktionen som karantæne for de sygeplejersker. Sandsynligvis har dette hus aldrig været brugt til pest, for 1666 var den sidste store pestepidemi i byen.

Kapucinerne sørgede ikke kun for begravelserne, men kunne også tage sakramentet af tilståelse under særlige omstændigheder. Under normale omstændigheder var dette en opgave for præster. Kun kapuciner, der havde gennemgået en ‘uddannelse’, måtte også høre tilståelser.

Kapucinerne havde en have med helbredende urter, som de delte ud til byens beboere, der ikke havde råd til de dyre apotekomkostninger.

Jan Rymenams