Sankt Elisabeth Hospital, med tak til den franske besætter

Vi står her ved bygningerne af de nye gæsteboliger fra 1703. Hospitalet bestod for første gang af to tilstødende sale, hhv. for mænd og kvinder: en nyhed, og dette i en periode hvor de bymæssige hospitaler generelt investerede lidt i nybyggeri.

Dette byggeri skal dog ses i lyset af den daværende politiske situation. Tropperne fra Ludvig XIV besatte de sydlige Nederlande. I vores region blev der bygget en forsvarslinje – den såkaldte Franske Linje – hvor Aarschot havde en central rolle. Philippe V befalede, at de bymæssige hospitaler skulle tage sig af de syge soldater. For et lille hospital som Aarschot var faciliteterne utilstrækkelige. Jean Anthoine Josier, Trésaurier Générale de l’extraordinaire des guerres, og hans hustru Françoise Rabaud sørgede for de nødvendige midler. Dette blev eviggjort i en stor mindesten, anbragt på muren.

Det var først i denne periode, at en læge for første gang blev tilkaldt for at hjælpe søstrene. Før dette var det i bedste fald en kirurg.

Fra nu af taler vi om Sint-Elisabethsgastuset. Denne navneændring var ikke tilfældig. Talrige hospitaler bærer dette navn til ære for Elisabeth af Thüringen.

Soldater bragte sygdomme med. Allerede ved opførelsen af dette hospital var der brug for en særskilt kirkegård. En frygtet sygdom, som fulgte med tropperne, var 'den røde diaré' eller dysenteri, også kaldet 'soldatens syge'.

En ekstremt alvorlig epidemi opstod i 1783. På grund af udbruddet af vulkanen Laki i Island blev det en kold vinter, og man observerede en svovldampe i flere måneder, og høsten var dårlig. Der var lidt drikkevand tilgængeligt ... Ideelle forhold for et udbrud af dysenteri om efteråret.

Den 5. september blev det første offer begravet i Aarschot, og den 11. december det sidste. I en kort periode på syv dage døde hele 78 menighedsmedlemmer.

Aarschots bystyre roste i et brev den 14. november 1783 til den centrale myndighed i Bruxelles den uselviske og effektive indsats fra gråsøstrene. Ifølge dette skriv var sygdommen under kontrol fra det øjeblik, byens magistrat besluttede at sende de syge til hospitalet.

Og dette kan meget vel være sandt: isolering af de syge i et miljø, hvor de blev godt passet, især blev vasket og fik tilstrækkelig mad og drikke, var afgørende for helbredelsen.

Jan Rymenams