Aarschot og arkitektur. En belle epoque bolig med sjældent flisekeramik

(Statiestraat 51)

Ifølge facadesten blev dette hus bygget i 1904 og har klaret det allierede bombardement i maj 1944 godt. Den 2. februar 1924 bliver boligen købt af Brigitte Raskins bedstefar, nemlig Joannes Amandus Raskin. Familien har 10 børn, og efter far Raskins død bliver boligen ved begyndelsen af ​​krigen, nemlig den 11. oktober 1940, testamenteret til Anna Maria Gerardina Mathildis Raskin (°Stevoort 11/2/1896), lærerinde i Aarschot.

Vi kender ikke arkitekten.

Hvad er bemærkelsesværdigt her?

Boligen er et smukt eksempel på huse, der blev bygget fra slutningen af det 19. århundrede til Første Verdenskrig. Hvad angår det asymmetriske facadeplan, dominerer her et tilsyneladende selvstændigt hus med tre fag og indgangsdøren. Derudover ser vi et fjerde fag, der er skubbet lidt tilbage.

Det hele giver med trapgevelen et lidt 'middelalderligt' indtryk. Inspirationen kommer naturligvis fra vores middelalderhuse, men ellers er der faktisk ingen lighed. Bag denne topgevel findes der dog endnu et næsten fuldt udnyttet rum, vidnet af de tre vinduer. Dette i modsætning til huset ved siden af, hvor trapgevelen næsten udelukkende er dekorativ. Der er både pinakler og murværkslister.

De middelalderlige speklag er her blevet erstattet af lag af farvet teglsten, nemlig gul og blå. Især den blå farve træder frem og fremhæver ikke kun lagene, men især formerne omkring buerne ved vinduerne.

Der er en tungt understøttet balkon med smedejern. Da det er smedejern og derfor lavet i hånden, er det relativt enkelt. Men det kan også være mere komplekst, som balkonen på huset ved siden af.

Facaden består hovedsageligt af rød teglsten i almindelig korsforbindelse. Der er en tung grundsten af hårdsten, bestående af 'blokke', der er bearbejdet på forskellige måder. Der er hårdsten vandliste.

Der er en kælderetage, sandsynligvis under hele huset, vidnet af kældervinduerne, men her er der ingen bel-etage. Alligevel er der et trin op til de stueetage rum.

Vinduernes åbninger er relativt høje. Vinduerne er buede. Over døren har vi et overlys i hesteskoform, der stærkt minder om indflydelsen fra art nouveau.

Derudover bemærker vi de meget bevidste udsparinger, hvori der er keramikfliser med en figurativ afbildning, kraftigt indrammet.

I det sidste kvartal af det 19. århundrede er der arkitekter, der går ind for mere farve i facaden. For at realisere dette er der forskellige muligheder. I første omgang handler det om at bruge farvet teglsten. Teglindustrien oplevede i den periode en høj vækst, både i automation og teknikker. Vi har allerede set, at gul og brun teglsten ofte bruges til facaden i rækkehuse eller endda til den fulde konstruktion af fritliggende boliger i mellemkrigstiden. Vi har netop set eksempler på gul og hvid sten til den komplette art-nouveau facade. I de - mere eller mindre eklektiske - huse fra belle époque bruges også ofte farvede teglsten, ikke sjældent i mønstre eller større farvefelter. Gul ser ud til at være den foretrukne, men der lægges også accenter med blå og grønne teglsten. Disse teglsten kunne ikke kun være 'ubehandlede' matte, men også glasurbelagte.

Derudover udviklede der sig i den anden halvdel af det 19. århundrede en keramikindustri, der også leverede produkter til byggebranchen. De udviklede blandt andet de keramikfliser med figurative afbildninger, der kunne indgå i en facade. Her ser vi flere af disse fliser, uden tvivl produceret af Manufacture de Céramiques – Majoliques de Hasselt. På et af billederne ser vi Orléans-tårnet. For resten ligner hele billedet de talrige postkort, der er lavet fra dette site. Det er derfor sandsynligt, at denne tableau blev lavet på mål. Det var ikke en sjældenhed i den periode.

Jan Rymenams