Aarschot og arkitektur. Arkitekthjemmet fra Jozef Fonteyn

(Albertlaan, 37)

I 1923 byggede arkitekten Fonteyn her sin familiebolig i en stil, der kaldes regionalisme. Interessant er det, at det er et hjørnehus. Det betyder, at mindst facaden og en side, der grænser op til gaden, er smukt udarbejdet, og det nærmest giver indtryk af en fritstående 'villa'.

Det var ikke tilfældigt, at boligen blev bygget her. Albertlaan havde i genopbygningsplanerne fra arkitekt Arthur Pladet fået en vigtig plads, med intentionen om at skabe en gade med luksuriøse boliger, tilkoblet en park ved Orleanstårnet. Laan blev opfattet som de brede brusselske avenuer med to brede kørebaner adskilt af en grøn rabat. For resten er vi her ved kanten af den bebyggede by, og på det tidspunkt grænsede parcellerne op til et landligt landbrugsområde. I den forstand var det derfor logisk, at der ikke blev valgt en bymæssig neostil, men en regional formgivning.

Det er tydeligt, at genopbygningen efter Første Verdenskrig faldt ud til fordel for historiserende neostile og regionalisme. I byens kerne dominerede de historiserende stilarter. Det var logisk, da man ønskede at antyde billedet af en middelalderby.

I mere landlige områder og her altså også i byens periferi blev der derimod valgt en regionalistisk stil.

Hvad er bemærkelsesværdigt her?

Det, vi ikke længere kan se, er, at murstenen var hvidmalet, og træværket var malet grønt. Strekene og buerne var umalede. Den hvide farve henviste til den hvidkalk, der tidligere blev anvendt. En mørk sokkel var derimod en henvisning til det sorte tjærelag.

Tilstedeværelsen af klapvinduer. Selvom persienner allerede var tilgængelige i den periode, gik man tilbage til denne landlige form for at lukke vinduerne.

Den hollandske klokkeport ser lidt mærkelig ud her, men er også en henvisning til en landlig bolig. Murstenene danner et traditionelt kryds- eller hollandsk mønster.

Vinduerne, især disse på etagerne, er mere eller mindre inspireret af flamsk renæssance og den middelalderlige bag- og sandstenstil, men de opfylder ikke kriteriet for krydsrammer.

Derudover er der en moderne plan med trapper, kviste, overdækket terrasse med rundbuede former og skrå støttebjælker. En ottekantet balkon med erker vidner om indflydelsen fra art deco.

Ikke her, men i andre regionalistiske boliger vil f.eks. det stråtag ofte være kombineret med 'alt på stueetagen.' Det samme gælder spidse tage og høje røde teglsten tage med kviste, som er ligeså mange kendetegn. I interiøret er skornet meget vigtigt og den symbolske udtryk for 'familien'.

Gelænderet på balkonen og haveindhegningen er først senere, sandsynligvis af en anden ejer – se monogrammet KH – blevet forsynet med metal smedeværk. På et gammelt foto ser gelænderet mindre pynteligt og lavet af træ.

I topgevin er der en oktagonal stjerne som ornament med navnet 'Vores Frels' og årstallet 1923. Stjernen dannes af to kvadrater, der er vippet 45° i forhold til hinanden.

Regionalisme opstår i slutningen af det 19. århundrede. Det er et udtryk for søgen efter nationale stilarter, med andre ord, det unge Belgien søgte efter en egen identitet, og arkitektur var en udtryksform for det. På den ene side har vi det tilbagevendende til neostile fra en periode, hvor Flandern havde en stærk egen identitet og var økonomisk vigtig. Det er gotik, renæssance og barok. Af en eller anden grund betragtes klassicismen under fransk indflydelse og under den østrigske periode som nation fremmed. Ikke desto mindre vil klassicismen forblive vigtig i lang tid, især hvad angår offentlige bygninger. Den rene kanon for disse neostile blev sjældent anvendt, og som reaktion herimod vil arkitekten blande stilelementer, og vi taler om eklekticisme. Eklekticisme er primært et personligt udtryk for bygherre og arkitekt og tager ikke meget hensyn til en såkaldt 'folkesjæl' – hvad det nu end måtte være. I disse bevægelser opstår der en reaktion for at tage højde for (lokale) byggetraditioner, hvor der slet ikke var en arkitekt involveret. Byggestile, der var tilpasset det lokale klima, den lokale landbrugsøkonomi, de lokale tilgængelige materialer, … Byggestile, der er et udtryk for 'genius loci'.

Spørgsmålet er naturligvis 'hvad er så kendetegnene ved sådan en regional arkitektur?' Vi ser, at der i slutningen af det 19. århundrede opstår en slags inventar, der beskriver kendetegnene. Således er der for Belgien det imponerende værk Documents Classés (1880-1906), af arkitekt Jules Jacques Van Ysendyck. Den regionale stil har indtil i dag sat sine spor: på den ene side kender vi 'fermette' og på den anden side de såkaldte 'pastorboliger'.

Arkitekt Jozef Fonteyn (1889-1970)

Jozef Fonteyn kom fra Tremelo. I Aarschot var han under Første Verdenskrig ansvarlig for vurderingen af krigsskader. Efter krigen etablerede han sit kontor i Aarschot, men beholdt sin adresse i Tremelo. Han tilhørte sammen med A. Pladet, E. Van Nieuwerburgh, V. Van Roey og J. Evrard den lille gruppe arkitekter, der skulle bestemme udseendet af genopbygningen i Aarschot. I centrum byggede han primært i en neo-flamsk renæssancestil eller i en historiserende barok. I de nyanlagte gader var formgivningen snarere regional eller neotraditionelt inspireret.

Fra 1923 arbejdede han i tjeneste for byen Aarschot. Den 28. februar 1941 blev han udnævnt som fuldtidsbetalt bygningsmester for byen Aarschot. Dette betød også, at han fra den 1. april 1941 ikke måtte udføre arbejde for private. Han ville udfylde denne rolle som stadsarkitekt indtil 1954.

Jan Rymenams