Slot Bürresheim

Bürresheim Slot (tysk: Schloss Bürresheim) ligger i dalen ved Nette, nordvest for den tyske by Mayen ved Sankt Johann (Rheinland-Pfalz). Takket være det strategiske beliggenhed af borgen i grænseområdet mellem Kurfyrstendømmet Köln og Kurfyrstendømmet Trier, har kurfyrsterne i høj grad været med til at bestemme borgens historie.

==Historie==
Slottet dukker første gang op i et dokument fra 1157 sammen med navnene på de daværende ejere Eberhard og Mettfried. Eberhards søn Filip solgte kort før 1189 sin andel til ærkebiskoppen af Köln, Filip I af Heinsberg, for senere at genvinde det som len. Også ærkebispedømmet Trier så, for at forsvare sine interesser, beliggenheden og erhvervede under ærkebiskop Henrik II af Fistingen den anden halvdel af den daværende borg.

Sammen med slottene Eltz og Lissingen er Bürresheim det eneste slot i Eifel, der aldrig er blevet erobret eller ødelagt og som har overlevet alle krigene i det 17. og 18. århundrede samt de samfundsmæssige uroligheder fra den franske revolution.

==Arkitektur==
Det nuværende samlet udseende kom først til i det 15. århundrede. Før det var der to helt separate borge, som kun delte den romanske bergfried fra det 12. århundrede. Engang blev slottet beskyttet af ringmure og to grave, men gravene blev udgravet og kun få rester af ringmurene er bevaret.

Bergfried
Bergfried er den ældste del af slotkompleks. Tidligere kunne bergfried kun tilgås via en høj åbning i muren, men i det 17. århundrede blev der bygget en fast barok trappe fra indre gård. Formodentlig blev bergfried i det 15. århundrede forhøjet med en etage for at indrette boligen til tårnvagten på femte sal.

Kølns borg
Navngiveren til denne del af borgen var initiativtageren ærkebiskop Filip I af Heinsberg, som lod bygningen opføre i 1339 i den vestlige del af komplekset. Den bestod af en stor forborg, hvoraf der i dag kun er bevaret rester af ringmuren og den gotiske kerneborgen. Adgangen var fra nordvest over en hængebro. Kerneborgen bestod af portbygningen med dobbelte tårne, som samtidig fungerede som skjoldmur. Bagved var der en salbygning: en stor sal med et lille adskilt kapel og derunder en kælder med en tonvault.

Efter udbygningen af Trier-borgen fra 1659 blev Kølns borg kun brugt erhvervsmæssigt og til sidst overladt til forfald. I dag er Kølns borg en ruin.

Trier-borg
De ældste bevarede dele af Trier-borgen går tilbage til landforstanderne af Leutesdorf, som lod boligområder opføre ved grænsen til Kølns borg i den anden halvdel af det 14. århundrede. Alle andre bygninger er opstået i deres nuværende former under herrerne af Breidbach. Gerhard og Johan af Breidbach lod efter 1473 i sydøst opføre en tre-etagers residens med et rundt tårn, der fik fire meter tykke mure. Den øverste tårnetage af bindingsværk blev senere tilføjet. Efter at huset Breidbach i 1659 erhvervede ejerskab over hele komplekset, blev borgen udbygget til en barok boligborg. Mellem det runde tårn og forstanderhuset rejste en stor sydlig fløj sig, mens Georg Rheinhard af Breibach i perioden 1698-1700 lukkede det sidste hul mellem bergfried og de gotiske boligområder med den såkaldte Kapellenbau. Det usædvanlige er, at bygherren i modsætning til tidligere praksis indrettede kapellet ikke i stueetagen, men på første sal.

I det sydvestlige hjørne af borgen blev der i 1683 anlægget en barokhave. I 1952 blev denne have rekonstrueret.

Meuwissen