Jernbanelinje Luxembourg-Wasserbillig

Anlæg af jernbanen Luxembourg-Wasserbillig

I det 19. århundrede. I november 1855 gav den luxembourgske regering ved lov koncessionen til anlæg af en jernbane fra Luxembourg til den preussiske grænse ved Wasserbillig. Byggearbejdet blev udsat til 1860 som følge af stridigheder og retssager. 13 forskellige ruter blev undersøgt, og to varianter blev tilbage. Variant 1 førte fra Luxembourg via Ötringen gennem Syrdalen til Mertert ved Mosel. Variant 2 skulle nå Wasserbillig via PIenfingen, Canach, Ehnen, Wormeldingen og Grevenmacher. I marts 1859 besluttede regeringen at bygge variant 2. Dette blev dog afvist af Wilhelm-Luxemburg-Banegesellschaft, og variant 1 Syrdal blev implementeret. Den ensporede linje blev indviet den 14. august 1861. Uddybningen af jernbanen med to spor fandt sted mellem 1897 og 1911, hvorefter længdeprofilen af linjen blev udvidet i den lavere Syrdal. Viadukten mellem Manternach og Mertert - kaldet "Spigelsbreck" - blev forstørret ved at lægge stålbjælker. For at skjule stålstrukturen blev der bygget en murstensfacade med små buer foran.

Modernisering af jernbanen i det 20. århundrede

Moderne, sikre og effektive jernbaneoperationer gjorde det nødvendigt med en fuldstændig fornyelse af ruten fra Luxembourg til Berchem til Wasserbillig. Det nødvendige frie rum mellem de to spor krævede en forøgelse af afstanden. Moderniseringen af hele ruten startede i 19951n og vil blive gennemført gradvist over flere år. Kravene fra denne modernisering tvang CFL til en anden ændring af "Speeistdreck", hvor det oprindelige viadukt fra 1860 blev bevaret. De gamle stålbroer fra 1910/11 blev fjernet, og der blev bygget en ny bro af stål og beton med en enkelt bane. De betonbygninger er udsmykningselementer fra de små stenkede buer fra den tid. På grund af deres internationale betydning blev udvidelsen af linjen fremmet med EU-fonde.

Oversat fra tysk

Kilde: panel ved jernbanebroen

Eddy&Rita