Emminkhuizerberg

Emminkhuizerbjerget er den højest beliggende isolerede højdedel i Gelderse Valley. Toppen af bakken, som ligger 21,1 meter over havets overflade, stikker cirka 15 meter over det omkringliggende dæk sandområde. Emminkhuizerbjerget blev dannet under den næstsidste istid, Saalien, og består af aflejringer fra Rhinen og Maas. Utrechtse Heuvelrug blev også dannet i den istid, men tidligere end Emminkhuizerbjerget. Efter dannelsen af Utrechtse Heuvelrug var der en lavning tilbage mellem Baarn, Soest, Bilthoven, Hilversum og Gelderse Valley. Senere i Saalien blev der skubbet en række små bakker op af isen: Eng fra Soest, en forhøjning ved Baarn (Roosterbos), 't Hooge Erf og Emminkhuizerbjerget. På midten af bjerget ligger et øst-vest orienteret dal fra den seneste istid, Weichselien, som er en sne-smeltevandsdal.

Selvom Emminkhuizerbjerget ikke er helt intakt længere, udgør den isolerede bakke et værdifuldt geomorfologisk objekt fra et videnskabeligt og uddannelsesmæssigt synspunkt. Derudover har man fra bakken et unikt overblik over Gelderse Valley.
På flere steder er Emminkhuizerbjerget blevet påvirket af mennesket. Bakken er skåret igennem af en jernbane og en motorvej. På nord- og øst siden har der været udgravninger. Niveaet på bakken er blevet sænket til fordel for sandudvinding til motorvejen.

Gelderse Valley var i de foregående århundreder et overvejende sumpet område, derfor udgjorde den højt beliggende Emminkhuizerbjerget et attraktivt område for landbrug. Et tykt sort toplag i jorden viser, at Emminkhuizerbjerget har været brugt som agerland i mange århundreder. Også til beboelse har de relativt højt beliggende isolerede højder været en attraktiv beliggenhed. Soest, Baarn og Veenendaal er oprindeligt bygget på eller ved skråningerne af sådanne højder.

routeburo