Slot IJsselstein

På den nordvestlige side af den historiske by IJsselstein står der stadig et gammelt trappetårn. Det er den sidste rest af det store middelalderlige slot, der også hed IJsselstein. Formodentlig blev det første slot bygget her i anden halvdel af det trettende århundrede af Gijsbrecht van Amstel, som kaldte sig selv den første Van IJsselstein i 1279. Selvfølgelig spillede slottet en vigtig rolle i magtpolitikken blandt efterkommerne af familien Van Amstel. Det oplevede flere belejringer, og i 1417 blev slottet helt ødelagt. Først et halvt århundrede senere blev det genopbygget. Slottet var normalt beboet af drosten, som varetog herrerne i IJsselsteins interesser på stedet.

Det (nye) slot IJsselstein er bygget i flere faser til en stor borg. Den ældste del må være bygget omkring 1475. Grev Floris, efterkommer af familien Van Egmond, som overtog Baronie van IJsselstein efter Van Amstel, udvidede slottet i årene 1527-1531. Dette skete formodentlig efter design af arkitekt Rombout II Keldermans, som også arbejdede på andre slotte for greven. Lige vinkelret på den eksisterende beboelsestårn blev der bygget en galleri med det stadig eksisterende trappetårn. Omkring 1600 blev en del af galleriet ombygget til boligfløj. I det 18. århundrede gik det med den bygningsmæssige tilstand af slottet den forkerte vej. Dele styrtede sammen eller blev revet ned. I midten af det 18. århundrede blev slottet, som det stod dengang, renoveret.

Det var via Guyotte van Amstel, som i 1364 fik kontrollen over IJsselstein, at slottet kom i hænderne på den magtfulde familie Van Egmond. Hun var nemlig gift med Jan I van Egmond, som var en af de vigtigste embedsmænd i Holland og i høj grad var medskaber af Hoekse og Kabeljauwse stridigheder. Efter døden i 1558 af Anna van Egmond, gift med Willem I van Oranje, kom rettigheder og ejendomme i hænderne på familien Oranje-Nassau. I 1795 blev Oraniernes ejendomme i landet beslaglagt af franskmændene. Slottet blev i 1798, ligesom alle andre ejendomme af prins Willem V, erklæret for mistet og dermed statsejendom.

Efter en periode med tomgang solgte staten slottet i 1812 til jhr. mr. N.H. Strick van Linschoten, herre af Bunnik og Vechten. Arvingerne til hans datter solgte slottet i 1887 til nedrivning. Forsøg på at overtale staten eller den kongelige familie – kongen var stadig titulær herre af IJsselstein – til at bevare slottet mislykkedes. I 1888 blev slottet revet ned bortset fra det stadig eksisterende trappetårn.

routeburo