Knoteiken ved Waverdijkgade

Ingen i Flandern findes der stadig så mange knotege (Quercus robur) som i Hageland og Zuiderkempen. Dette skyldes sandsynligvis ærteavlen, der i begyndelsen af det 20. århundrede gjorde store fremskridt i regionen. Efterspørgslen efter risetræ steg i takt med udvidelsen af ærteavlen.

På kortet fra De Ferraris ser vi, at parcellerne ikke er så store, normalt omkring 2 hektar, og omgivet af skovbeplantning. Fra den sene middelalder faldt den treårige vekselbrug i unåde. Der kom nye, mere komplekse vekselbrugssystemer i stedet, hvor der var meget plads til efterafgrøder og foderafgrøder. Disse ændringer førte i mange regioner til en omorganisering af de middelalderlige åbne marker. De lange og smalle striber blev samlet til større parceller og omgivet af hække eller skovkanter. Derved ændrede mange åbne marker sig over tid til et lukket hække-landskab.

Skovbælterne gav om foråret beskyttelse mod den tørre vind og frost. Grøfterne opsamlede vandet, der flød fra markene. Kvastræet blev fældet hver 5 til 6 år, så det ikke blev for højt. De mest plantede arter var egetræer, bøgetræer, birketræer, popler og hassel. Ligesom i den sydlige del af provinsen Antwerpen fandtes der mange knotege her. I den nordlige del af Hageland var markerne omgivet af en jordvold, der var udstyret med en ‘tuyn’ eller beplantet med en tornhæk.

Toerisme Aarschot