Beukelaremøllen

BeijenBeukelaremolen (også Steentjesmolen eller Bussche's molen) er en vindmølle i den belgiske landsby Merkem. Det er den eneste tilbageværende vindmølle. Tidligere prydede syv møller landsbyen.

Historie[rediger | rediger kilde]

Beukelaremolen, en stabsmølle med åben fod, blev opført den 7. januar 1777. Indtil 1923 stod denne mølle i Poperinge, langs vejen til Elverdinge. Steentje Molen får sandsynligvis sit navn fra det faktum, at møllen lå langs en gammel romersk vej, som stadig ses visse steder og kaldes Steenstraat. I Elverdinge eksisterer stadig gadenavnet Steentjemolenstraat.

Under den første verdenskrig blev mølleren fra Steentje Molen, Jules Gheeraert, tilbageholdt i nogen tid af den britiske hær, fordi de mistænkte ham for at signalere til den tyske side. Dette førte til hans tidlige død og salget af møllen ved hans enke[1]. I 1923 blev han flyttet til Merkem og genopbygget ved Rodesteenstraat. Merkem-boeren Modest De Busschere havde nemlig købt "kornvindmøllen fra 't Steentje". Han købte Steentje Molen i 1923 for 15.000 gamle belgiske francs. Han havde tabt sin egen mølle, Luigem- eller Noordeindemolen, på grund af ødelæggelserne i første verdenskrig. Noordeindemolen var i generationer blevet betjent af familien De Busschere.

Møllen blev opført overfor det sted, hvor Luigem- eller Noordeindemolen havde stået i nærheden af landsbyen Luigem og fik nu navnet Debusscheremolen eller Beukelaremolen. Det sidstnævnte navn stammer fra Beukendreef, som før første verdenskrig førte til Noordeindemolen. Da Modest De Busschere købte Beukelaeremolen, kunne møllertraditionen forblive i familien. Møllerne var i rækkefølge (oprindeligt Noordeindemolen, senere Beukelaremolen) far til søn: Karel De Busschere, Amandus De Busschere, Modest De Busschere og til sidst Hector De Busschere, som døde den 22. januar 1983. Hector boede sammen med sin søster Blanche i det lille møllehus overfor møllen. Det hus er nu blevet erstattet af en større bolig.

Da Hector døde i 1983, blev møllen dog ikke mere brugt i lang tid. I 1958 malede Hector faktisk sidste gang. Beukelaremolen gik i forfald.

Ved kongeligt dekret af 23. april 1974[2] blev møllen klassificeret som et monument. Kommunen Merkem købte møllen i 1975. Den blev endelig, efter mange års forfald, restaureret. I 1983-1984 fik møllen en grundig restaurering udført af møllebyggerne Peel fra Gistel. Den samlede, malefærdige restaurering kostede 8.767.697 belgiske francs; statens bidrag beløb sig til 3.773.177 francs; provinssbidraget var 1.294.461 francs.[3] Også i sommeren 2006 gennemgik møllen en fuld renovering.

Takket være samarbejdet med VZW De Boot kørte den restaurerede mølle igen, indtil den blev væltet af et tordenvejr den 29. april 2011.[4]

Præcist 5 år efter møllens væltning kunne de første besøgende besøge den genoprettede mølle. Kommunen arbejdede sammen med møllebygger Wieme i genopbygningen. Han forsøgte at genbruge så mange dele af den gamle mølle som muligt.

Arkitektur[rediger | rediger kilde]

Beukelaremolen hviler på fire murede blokke, de teerlinger. Disse teerlinger er to og to lige høje. De to tunge vandrette bjælker, der hviler på tre teerlingblokke på hver side, kaldes krydsplader. Krydspladerne på Beukelaremolen ligger løst på teerlingerne.

Stangen er den lodrette egetræsstang med en længde på næsten 8 meter, som bærer hele møllen. Møllen står ikke fast på jorden, da den ellers ikke kan dreje. Med hjælp fra kruihaspel kan man manuelt sætte møllen i bevægelse. Kun med vindenergi er det muligt at få møllen til at fungere. Med en slags lasso kaster mølleren klæder på vingerne. Ved stormvejr fjernes klæderne, fordi Beukelaremolen ellers ville dreje hurtigere end nødvendigt. Vingerne drejer mod urskiven på en aksel. Vingerne er en meter over jorden, så dyr ikke bliver skadet af de roterende vinger. En mølle i fuld drift skal også kunne bremses, da den ellers når som helst kunne dreje af sig selv. Også ved Beukelaremolen er der indarbejdet et bremsesystem.

Tidligere boede mølleren (familien De Busschere) ved sin mølle, så han hurtigt kunne komme i gang igen om morgenen. Bønderne bragte korn til mølleren. Sække på 50 til 75 kg løftede de på ryggen op til stenmøllen.

Ved malingen af kornet er kunsten at få præcis den ønskede mængde korn til at løbe mellem stenene, idet man tager højde for drejehastigheden af stenene og typen og tørheden af kornet. Kornet falder fra kornbakken gennem den centrale åbning af den øverste møllesten. Kornkorn bliver knust mellem den liggende og den løbende møllesten til små pandekager eller som dyrefoder til hestene. Melet kommer langs kanten af møllestenene ind i melrenden. En børste, der drejer med møllestenene, fejer melet gennem en tragt, som det kommer ind i melbakken. Fra denne melbakke, der vejer 50 kg, fyldes sække.

Beukelaremolen bruger også "vinge-sprog": mølleren bruger møllens vinger til at informere bønderne. Når vingerne står i ferieposition, ved bonden, at han ikke må levere noget, fordi mølleren er på ferie.

I Beukelaremolen er der brugt mange træsorter, såsom 15 til 20 m³ eg. Til kamme blev hæsse anvendt, og til ydersiden brugte man oregon.

Fodnoter

↑ GHEERAERT, Johan, Steentje Molen, Poperinge, 2016, ISBN 978 90 825 8910 8

↑ Beukelaremolen - Fiche Onroerend Erfgoed

↑ Molenecho's - Belgisk Mølle-register

↑ Focus-wtv nyhedsartikel

KILDE: Beukelaremolen - Wikipedia

Joris Broché