Godshuse De Muelenaere - Brugge

Johanna de Muelenaere, en enke, gav tre gårde hvis indtægter blev brugt til at opføre huse til trængende, ældre kvinder.

Fra 1625 var husene beboet. Den fælles have fik i midten en brønd. På sydsiden blev der bygget en kapel, hvor beboerne dagligt gik bed til stifteren.

Stiftelsen de Muelenaere med sit oprindelige fireogtyve gudshuse er et af de mest besøgte kvarterer i Brugge. I 1980 blev der foretaget omfattende ændringer, og hver gang blev et hus af tre huse lavet, hvilket reducerede antallet af beboere til otte ægtepar.

De gudshuse de Muelenaere blev i 1974 beskyttet ved kongeligt dekret som monument.

Et gudshus var en bolig, der var bygget af velgørenhed, og dette sædvanligvis for trængende eller ældre. Initiativet til oprettelse af gudshuse kom ofte fra håndværkerlav eller rige personer, der havde overbevisningen om, at de derved også kunne sikre deres sjæls frelse. Gudshusene var ikke beregnet til helt hjemløse, men til fattige ældre, der kendte modgang på grund af døden af den forsørger, sygdom, handicap eller alderdom. Der blev krævet en beskeden husleje, og nogle gange måtte beboerne medbringe deres husholdningsartikler, seng og lagner. Der var også et husreglement. Således skulle man være Brugge-borger, dagligt bede for sin velgører og opføre sig ordentligt. At tigge var forbudt og dårlig opførsel blev straffet. I de fleste gudshuse fik beboerne et lille beløb til underhold og en daglig skål suppe. Om vinteren fik de brænde.

Gudshuse er bygget i henhold til en beskeden og karakteristisk arkitektur. De er som regel bygget ved siden af hinanden, langs en gade eller adskilt fra gaden af en mur med en adgangsport. De fleste er bygget rundt om en fælleshave. Haven er som regel fælles, men er nogle gange også opdelt i små stykker, hvor hver beboer kunne dyrke lidt grøntsager. Oprindeligt bestod boligerne (kaldet 'stenværelser') af et enkelt rum, der fungerede som køkken, stue og soveværelse. En stejl trappe førte op til loftet, som gav plads til opbevaring. På gården stod det (fælles eller ej) sanitære udstyr.

Den franske regering exproprierede dem alle og gav dem til offentlig administration, som man kaldte Borgerskabs-gudshuse.

Brugge var naturligvis ikke den eneste by, der kendte til 'gudshuse'. Lignende stiftelser kunne man finde i alle byer i de Sydlige Nederlande. I de Nordlige provinser kaldte man dem 'hofjer', i England 'almshouses', i Frankrig 'Maisons-Dieu'. Af mange årsager er de i de fleste steder forsvundet eller næsten forsvundet. I Brugge har de undtagelsesvis overlevet og er stadig et betydeligt og karakteristisk element i byens centrum, samtidig med at de også er et velkomment instrument i den sociale bypolitik til gavn for de ældre.

Willem Vandenameele