Smugling

SMUGGLING

Grænsen kom hertil, efter at Belgien blev uafhængigt af Holland i 1830. Snart blev priserne på varer i Belgien og Holland forskellige fra hinanden. Folk her vidste, hvad der var billigere i Belgien, og gjorde alt for at hente det der. Og ved at bringe det, der var billigere her, til Belgien kunne de tjene penge. Men ikke over de officielle grænsekrydsninger, hvor de skulle deklarere varerne og betale for importen. Nej, over deres egne sandstier, indeni; smuglende.

PUNGELEN

Der blev nogle gange skudt på biler af toldere, og smuglerne strøede kragefødder ud for at få forfølgende biler til at punktere deres dæk. Man kunne så ikke længere tale om smuglerens sport. Og nu? Nu er der ikke længere grænsepatruljer, og vi kan bare handle i Belgien også.

Smuglingen blev dengang kaldt 'pungelen'. Sækken, som man bar på ryggen, blev kaldt en "pungel". Nogle gange var pungelen næsten et spil, hvor tolden ved grænsen skulle forsøge at fange smugleren. Smugleren forsøgte på sin side at overgå tolden. Hvad blev der smuglende? Alt, hvad man kunne tjene penge på. For hundrede år siden var det salt, som de tjente en halv cent pr. kilo på. Under krigen bl.a. brød og tobaksvarer. Ja, tobak og alkohol har altid været populære smuglervarer; og ikke at forglemme: smør.

SMØRSUGGLING

Efter Anden Verdenskrig, især i 50'erne, var der mange penge at tjene på smør. I det dunkle sneg eventyrlystne unge mænd i små grupper over skovstierne, der førte fra Holland til Belgien. Smørret var i en rygsæk, hvor der kunne være 25 kilo. Forsigtigt manøvrerede 'punglerne' i den mørke nat; på vagt over for toldere og grænsebetjente, der gemte sig langs ruten. Da prisforskellen for smør blev meget stor, forsøgte man at krydse grænsen med biler fyldt med smør. Det var ikke længere fattige grænseboere, men professionelle smuglere.

Kilde: informationspanel ved grænsen

Eddy&Rita