Moerzeke Slot, i dag dannelsecenter for Broders of Love

Moerzeke Slot eller Nieulant Slot, senere retrætehus O.-L.-Vrouw Middelares og nu dannelsescenter for brødrene af Kærlighed.

Slotdomænet ligger umiddelbart nær landsbyens plads i Moerzeke, som har en gammel sognekirke og ikke langt fra Schelde. Slottet har sit navn fra familien de Nieulant, som var ejer af slottet fra begyndelsen af det 19. århundrede til ind i det 20. århundrede.

Det går tilbage til stedet med voldgrave fra et feodalt hof, som var boligen for den lokale herre af godset Moerzeke. Der er meget lidt kendt om de oprindelige slotsbeboere i Moerzeke og deres opholdssted. I det 13. århundrede bliver den første ejer af godset fundet, som bærer titlen herre af Moerzeke, nemlig en ridder fra Grimbergen-Assche, der giftede sig med en dame fra adelslægt de Murceka. I det 14. århundrede havde Gerard fra Grimbergen en bolig i Moerzeke, der blev beskrevet som et slot. Grimbergen-familien blev efterfulgt af de Maldegem, hvoraf den sidste var herre af Moerzeke indtil 1484. Der er indikationer på, at flere fra de Maldegem også opholdt sig i Moerzeke. I 1488, under urolighederne under Maximilian af Østrig, skulle slottet i Moerzeke heller ikke have undgået de nutidige ødelæggelser og forblev derefter længe forladt. Der er omtale af et slot med voldgrave ikke langt fra Schelde. På kortet over Moerzeke fra 1571 af P. de Buck og F. Horenbault, er der i nærheden af det nuværende slotdomæne kun tegnet en beskeden bygning ledsaget af en mindre konstruktion uden vandpartier. I en akt fra 1608 er der dog omtale af: "Det gamle slot med bygninger derpå, med buegange og gemakker der går til Aubrouck og Aubrouckstreet til Moesicke." Ifølge Lindanus (1612) var bygningerne stadig i ruiner dengang. Ifølge A. Sanderus fik Karel van der Borch, herre af Moerzeke (1625-1648), opført et nyt slot på ruinerne af det nedrevne slot af herrerne af Moerzeke. Der er bevaret billeder af dette slot i gravurer før og i A. Sanderus' Flandria Illustrata. Ifølge et 17. århundredes kort over Moerzeke svarer placeringen af det daværende omfangne slot ved Aubroeckstraat til stedet for det nuværende slotdomæne.

Den 16. juli 1755 blev ungkarl Emmanuel Augustijn Van den Meersche (°1714-†1791), herre af Berlare og Bareldonk, ejer af godset Moerzeke og straks også af det herlige slot. I 1757 beskrevet som "et stort slot med stald og lade, remise, porte, duaskur og ... også haverne og frugtplantager, allé, mure og indhegninger..." Præsentationen af slotsstedet i landbogen over Moerzeke fra 1772-1782 viser en ændret anordning af bygninger og grøftemønster, som er noget anderledes end i det 17. århundrede. Det drejer sig om et slot "mellem gård og have" med sidebygninger og haver, beliggende inden for en rummelig rektangulær voldgrav. Forhaverne viste sidebygninger mod nord ved indgangsbroen og mod øst ved frugtplantagen, samt en adgangsallé, der skråner fra indgangen mod landsbypladsen. Ferraris-kortet (1771-1778) viser en lignende slotsplacering med delvist formelt anlagte haver bag slotbygningerne.

I 1796 arver Karel-Francois, greve de Lichtervelde slottet. Gennem ægteskabet mellem hans datter og burggreven Karel de Nieulant kom det i besiddelse af familien de Nieulant. Ifølge det kadastrale kort fra 1828 var anordningen af forhaverne imellemtiden ændret: ved indgangen viser voldgraven fra da ud til en udvidelse; den dengang U-formede anordning bestående af to parallelle rektangulære tjenestebygninger og bagved det egentlige slot med et lille udbygning foran er genkendeligt bevaret inden for den nuværende bygningsmasse. Formodentlig er der også blevet foretaget ændringer af det opholdsmæssige bygning til slottet flere gange i løbet af det 19. århundrede. Fra 1907 beboet af en fætter af familien de Nieulant, baron Gontran de Crombrugghe de Looringhe - de Neve de Rode, mens familien de Nieulant stadig forblev ejer. Ifølge kadasterdata fra 1907 og 1910 og gamle postkort ændrede den boligmæssige bygning sig en smule i form på det tidspunkt gennem små tilbygninger (bagtil og til venstre).

Ved den offentlige auktion af domænet i 1935 blev slotdomænet ejet af søstrene af St.-Vincentius a Paulo med kloster i Wichelen og Moerzeke, dette under indflydelse af præst Poppe Komitéen, med det formål at huse et retrætehus og hvilested. Den forfaldne tilstand og nye bestemmelse gav anledning til grundlæggende tilpasnings- og udvidelsesarbejder af bygningernes bestand i henhold til byggetegninger udarbejdet af arkitekt F. Van Severen (Dendermonde). I 1936 blev den tidligere orangeri på den vestlige side af forhaverne omdannet til retrætehus, indviet den 03.07.1936. Den pendantfløj på den østlige side af forhaverne, det tidligere gartnerbolig med bageri, vaskerom, stalde, opbevaringsrum og tilstødende drivhus gennemgik først en række indvendige ændringer til en ny funktion som lejrhjem for piger (1942) og senere vaskeri (1945). I 1950 blev denne fløj omfattende ombygget som en udvidelse af retrætehuset. Denne fløj fik da en facade, der svarede til den tidligere tilpassede vestlige tjenestefløj og blev senere også udvidet bagtil. Ved slottet blev der i 1937 opført et nyt klosterkapel mod den østlige gavl (indviet den 08.06.1938). Desuden fik slottet derefter ifølge tegninger fra 1938, også af arkitekt F. Van Severen, flere nye tilbygninger bagtil med tjenestefaciliteter for søstrenes ophold. Der blev også foretaget gentagne ændringer af slotsets interiør.

I 1954 blev den nordlige del af slotdomænet uden for voldgraven og inklusive tilkørselsvejen solgt til præst Poppe Komitéen for at etablere et gravkapel for præst E. Poppe (se Kasteellaan nr. 3). Siden 2001 har slotdomænet været ejet af "De Broeders van Liefde vzw" og huser et scholasticat, et dannelses- og refleksionscenter.

Slotdomænet bevarer tydeligvis en række elementer, der går tilbage til slotstedet fra anden halvdel af det 18. århundrede, herunder: den rummelige rektangulære voldgrav (med vestvæggen mod gaden), hvor bygningerne og en del af slotparken er beliggende, med adgangsbro over den nordlige voldgrav, hvorfra tilkørselsvejen skråner mod gaden. Indgangen på gaden er afskærmet af en jern adgangsport ved høje kvadratiske murpiller, ifølge gamle postkort før helt afsluttet med en puds, og dækket med slående stiliserede prydur. Adgangen over den nordlige voldgrav sker via en murstensbro med tilhørende gelænder og med en flad brostenbelagt vej.

Det nuværende slot har en kompleks grundplan og et hybrid udseende, især på grund af de udvidelser, der blev udført i 1937-38. Alle facader er malet hvide eller beige på et gråt sokkel, og tagbelægningen er dækket med skifer. Den gamle L-formede volumen på to og en halv bygning, som man kender fra postkort fra begyndelsen af det 20. århundrede, er dog stadig tydeligt genkendelig. Det omfatter en hovedkomponent med facade med fire travéer dækket af et valmtag og til højre en fremspringende tværfløj, seks travéer lang under et lavere vinkelvalmtag. I sin kerne stiger det beskrevne volumen, i henhold til begrænsede byggetegn indeni, sandsynligvis op til den anden halvdel af det 18. århundrede: dette vidner om den trykkede hvælvede kælder under tværfløjen og derudover på stueetagen og første sal tilstedeværelsen af skibsbjælker og profileringer i de pudsede loftkasser. Den lavere anden sal er senere tilføjet, sandsynligvis også i det 19. århundrede. De flade pudsede listefacader på slottet bevarer overvejende rektangulære muråbninger, tidligere med skodder; tre rundbuevinduer i facaden, hvoraf den midterste går tilbage til den tidligere indgangsdør. Tilbygningen i vinklen med den nuværende adgang er blevet tilføjet af søstrene. Den store indgangshall har stadig et flerfarvet neogotisk keramisk flisegulv (i rød, gul, sort og hvid) og mod konsollerne for skibsbjælkerne fremstillinger i relief af middelalderlignende karakterer.
Kapellet blev bygget som en lav pendant til den gamle tværfløj. Korgavlen foran slottet er kompositorisk beslægtet med midterrisalitten af tjenestebygningerne på forhaverne. Topgavlen danner et trekantet fronton på fire pilastre. Centralt udstyret med en indrammet rundbueniche med billede af O.-L.-Vrouw med Barn af billedhugger Sinia (Gent). Under det er stiftelsesstenen fra 1937 og opgave til Maria Middelares i en latinsk inskription. Det eklektiske kapel er desuden nøgent udformet med neoromanske reminiscenser i de anvendte rundbuer.
Ifølge arkivfotos og gamle postkort havde begge tidligere installerede tjenestebygninger (orangeri og gård) på forhaverne en tilsvarende facade med monumentale dimensioner og symmetrisk opbygning. Ret store rektangulære bygninger, ni travéer lange, der muligvis begge endnu stigende op til den anden halvdel af det 18. århundrede, med en midterrisalit af tre travéer, bygget af pilastre og kronet med et bredt trekantet fronton. Begge fløje bevarede efter ombygningen til retrætehus (henholdsvis i 1936 og 1950) mere eller mindre deres oprindelige volumen og risalit, dog med udeladelse af de høje rundbuevinduer i orangeriet og portene fra remise. En række oprindelige rektangulære muråbninger i stueetagen i rammer med ører er blevet bevaret. Tilføjede små rektangulære vinduesåbninger, hvortil et register af ovenvinduer. Den sydlige gavl af orangeriet var tidligere en trappegavl åbnet af et højt rundbuevindue, blev ændret til en spidsgavl med en tilbygning. Nutidige facader af rødt murstensbyggeri med hvidt belægning og pilastre; valmtage med sorte tagsten. I den nordlige gavl af orangeriet sidder en våbensten dateret 1881; det ville være en mindesten for festlighederne ved tilbagevenden af børnene de Nieulant efter en bryllupsrejse.
Inden for voldgraven er en landskabspark med rummelige plæner, en dam og et lille åbent sekskantet lysthus i dekorativt jernarbejde.

Stichting Open Kerken