Den Allehelgenskapel, udsalg af 'Guds kære hellige'

Allerede i begyndelsen af det 14. århundrede stod der på Kluisberg en kapel dedikeret til Alle Helgen og drevet af Sankt Georgs gildet. Da fæstningen blev anlagt i midten af det 19. århundrede, blev kapellet revet ned, og på dette sted blev der bygget et nyt kapel.

Især i det 19. århundrede er det et meget besøgt pilgrimssted. Indtil da var medicinen lidt effektiv mod infektionssygdomme, og man forventede al hjælp fra 'oven' og helst via forbøn fra en helgen, som havde udviklet en særlig egenskab for en eller anden lidelse. Når vi ser på de smitsomme sygdomme, der var ansvarlige for epidemier, er udbuddet relativt begrænset, eller lad os sige det sådan – konkurrencen blandt helgenerne er begrænset. For spedalskhed er det Sankt Job. Da syfilis gør sin indtræden i Europa i det 15. århundrede, bliver det et nyt arbejdsområde. For pesten var Sankt Rochus meget udbredt kendt. I hver landsbykirke finder vi et billede af denne helgen. Fra det 14. til slutningen af det 17. århundrede må han være meget aktiv, og hans kult får en genoplivning, når kolera hærger vores land i det 19. århundrede. At pesten gjorde et stort indtryk på vores forfædre, beviser måske det faktum, at ikke kun Sankt Rochus blev påkaldt, men at der findes en række 'pesthelgener': Sankt Sebastian, helgen Cosmas og Damian, helgen Anton Abt, helgen Rosalia og selv i det 16. århundrede den nyfødte helgen Carolus Borromeus. Efter pesten ser vi, at dysenteri og kopper konstant er til stede i det 18. og 19. århundrede. Mod dysenteri var Sankt Lucia championen. Underligt nok er der få helgener, der arbejdede specifikt mod kopper. Kopper optrådte i første omgang hos børn, og børnedødelighed blev generelt accepteret. Kopper hørte til voksenlivet. Hvis en helgen alligevel skal nævnes i denne sammenhæng, så er det helgen Quirinus.

Ernest Claes beskriver i sin bog 'Ungdom' travlheden ved pilgrimsfærden den 1. november: ‘På vej til kapellet var det fyldt med boder, og sælgerne råbte til forbipasserende, hvad de kunne få hos dem for lidt penge. Mod enge, bag kapellet, stod et par kalve, der var ofret til særlige tilfælde, og som blev solgt efter messen.’

Før Den Første Verdenskrig var der kun cirka 30 helgenbilleder at besøge i kapellet. Men med den faldende tro viste det sig, at antallet af helgenbilleder steg, og i dag virker kapellet med sine 160 billeder næsten som en udsalgsbutik.

Til kapellet knytter sig desuden en meget særlig skik: Allerhelgenbegangen, som finder sted hvert år fra 1. november til 9. november. Denne fromhedstradition har nu en meget lang historie. I 2007 blev 700-årsdagen for Allerhelgenbegangen fejret. Kun under begangen er Allerhelgenkapellet åbent for besøgende hele dagen. Allerhelgenbegangen åbnes stadig hvert år med en lysprocesion den 31. oktober. Selve Allerhelgenbegangen starter først dagen efter – på Allerhelgen selv, altså. Mange besøgende benytter også en ex-voto. Det er små genstande af voks, der ofres og kan for eksempel have form som den syge kropsdel eller dyr. Diest er et af de få steder, hvor sådanne votivgaver stadig kan erhverves.

Jan Rymenams