Botrange - Eupen: Belgiets længste nedfald

Yngre eller mere fit vandrere tager gerne denne vandretur i omvendt retning og kalder det så 'den længste stigning i Belgien'. Men for mig må det gerne være lidt lettere: jeg har derfor lavet det til "den længste nedstigning i Belgien". Over 429 højdemeter nedad, strakt over mere end 26 km: det går altså slet ikke skræmmende stejlt nedad. Ofte ligner det faktisk snarere et falskt plat, men det går stadig nok ned ad til, at man af og til (uden at stønne) kan holde et lidt hurtigere tempo.

Denne gang ingen rundtur, der bringer os tilbage til vores bil til sidst. Så du har enten brug for to biler eller skal bruge offentlig transport. Startpunktet for turen er let tilgængeligt med offentlig transport: hver time tager TEC-bus 390 dig på cirka 20 minutter fra NMBS-stationen i Verviers til Signal de Botrange. I Eupen har du så hver time en tog mod Oostende (via Verviers). Den, der tager toget til Eupen: der er også en bus til Botrange. Den, der kommer med én bil, kan efter min mening helle parkere i Eupen i området omkring Haas eller Malmedyer Strasse og tage bussen til Botrange (så bliver turen nogle kilometer kortere, og du slipper for at klatre op igennem Eupen til sidst).

Men også en advarsel: denne tur går gennem et ret øde og ubeboet område: der er kun beboelse (og restauranter) ved start- og slutpunkt, og du har ikke mobiltelefondækning alle steder. Vær forsigtig og tag selv rigeligt drikke og proviant med til turen!

Vi starter vores længste nedstigning naturligvis på det højeste punkt i Belgien: Signal de Botrange på 694m over havet. Kryds den ret trafikerede landevej og tag de rød-hvide markeringer fra GR573, som vi vil følge til Eupen. Efter 150m, ved udsigtspunktet, drejer det til højre over en grussti. Til venstre er der vidt udsigt over de høje moser, og til højre et stræk skov, der skjuler den parallelt løbende vej for øje og øre. Efter 1 kilometer kommer du til en vandretavle, der fortæller dig, at det til venstre er stadig 20 km til Eupen.

Du går 2,5 km langs denne grusvej, der langsomt går nedad mellem mose og skovkant, og så - efter en let stigning over et åbent stykke - drejer til venstre før skoven.

Ved meget vådt vejr eller efter en længere regnperiode kan det følgende stykke langs bækken Helle være mudret og sværere at passere enkelte steder. I så fald kan du her dreje til højre for at følge RV4 cykelruten 150m længere frem og igen slutte dig til GR573 4,5km længere fremme. Det er bestemt meget hurtigere og med tørre fødder, men du går glip af den smukkeste og vildeste del af denne vandretur...

I begyndelsen af juli 2015 var det meget tørt, så jeg blev på GR og fortsatte langs skovkanten og ned til bækken Helle. Lige før Pont Marie-Anne Libert (en botaniker fra det 19. århundrede fra Malmedy) krydser vi 600m højde. Bag den (lidt wobbly) træbro over Helle, begynder vi det mest eventyrlige afsnit af turen.

Vi drejer til højre over den smalle gangbro gennem et område, hvor mange spor stadig minder om de store skovbrande i 2011. Stien følger bækkens løb, nogle gange tæt ved bredden, nogle gange lidt længere væk. Regelmæssigt passerer du over en gangbro, men der er også lange stræk, hvor du må lede efter stien gennem mosen eller gennem den ret vilde vegetation. Og på stykkerne gennem skoven skal du passe på træernes rødder!

Efter at have fulgt Helles løb i 4 km, forlader vi det let bølgende landskab dækket af mosegræs. Vi kommer ud på en markvej og ser på den anden side af bækken et picnicbord og en befæstet vej. (Den tidligere nævnte RV4 sluttes her igen til GR573). Man kunne krydse bækken over et par trin, men da vi hellere vil holde vores fødder tørre, tager vi broen, som vi kan se cirka femoghalvfjerds meter til venstre mellem træerne.

Herfra ændrer landskabet sig fuldstændig: vi efterlader mosen bag os og træder ind i Herzogenwald. Vi fortsætter vores tur langs den lidt højere befæstede vej og følger den 500m gennem skovene. Så deler GR sig igen: her følger vi den smalle sti, der - udstyret med et træsne - skråt til venstre går stejlt nedad ind i skoven. Den smalle skovsti, der er spækket med træerødder, følger skråningen gennem skovene, og vi følger stadig Helle, der nu til venstre søger sin vej dybere ned i dalen.

Nær en skillevej (vejen til højre fører til Ternell), bliver den smalle sti til en bred, ufæstet skovvej. Det næste time er den letteste del af vandreturen, og på disse lange, lige og let tilgængelige grusveje kan tempoet komme til at stige lidt. Vi holder til venstre ved skilleveje og fortsætter gennem skoven med at følge bækken, selvom det som regel ikke længere er synligt gennem træerne. Den brede grusvej fører os kilometer gennem Hertogenwoud. Omkring den 15. kilometer af vores tur krydser vi en biflod og kommer til et picnicsted til venstre for vejen. Her - eller ved hvilebænken ved skillevejen lidt længere fremme - er det endnu en god plads til at hvile, før vi fortsætter skævt til venstre.

Et skilt advarer på fransk og tysk om, at det er en svær vandresti, men vi lader os ikke skræmme: forældre med barnevogne vil have svært ved det, men det er faktisk ikke meget sværere end de smalle stier langs den skovklædte skrænt, over et par klippestykker langs bredden af bækken og under nogle nedfaldne træer. Til sidst forlader vi dalen og når Hillsperre. Der ledes en del af vandet via en underjordisk kanal til Getzbach.

Bag bygningen ved kanalens indgang krydser vi krydset og fortsætter videre ad den brede skovvej mod Eupen. Vi er stadig på højre bred af Helle og holder til venstre ad hvert skille. Når vores tæller viser omtrent 20 km, kommer vi til en bro over Helle, hvor vi også finder en hvilebænk for en pause, før vi når Eupen.

Over broen følger vi GR via den brede skovsti til højre og når snart de første bygninger i Eupen. Vi følger Hutte-strasse og Gulcherstrasse, drejer til venstre ad den mere trafikerede Schilsweg (N67) til rundkørslen ved Malmedyerstrasse og Haasstrasse.

For dem, der efterlod bilen her i nærheden, er turen slut. De andre kan tage bussen til stationen her (hver time). Jeg var lige for sent til bussen og gik videre til stationen: ved rundkørslen op ad den brede og ret trafikerede Frankendelle, på den anden side af vejen (hvor den travle vej drejer til højre) kan man igen fange GR573. Den løber op ad et par trin og kommer forbi vandrehjemmet i Stockbergerweg. Den fører os gennem Eupen langs Hisselsgasse og Hookstrasse til stationen, hvor der hver time (i juli 2015 17 minutter efter timen) går et tog mod Oostende.

Vandretur foretaget den 07. juli 2015.